Talere


Kristoffer Enevoldsen

Jeg er stud.theol. og bosat i København. Ved siden af studiet har jeg haft lidt forskellige studiejob – bl.a. på LMH, og så skriver jeg en blog, teologiske-smuler.dk. Jeg er gift med Johanna, som er uddannet katastrofe- og risikomanager, hvilket er en stor hjælp, når vi sammen passer vores datter, Augusta, på snart to år.
En aften for ca. 6 år siden måtte jeg selv råbe “Er der en læge til stede?”. Jeg var ankommet med toget til Vejle banegård med en ven, da vi så en mand, der lå halvvejs ud over en bænk i kramper og med skum i mundvigene. Vi kunne ikke få kontakt til ham, men vi fik ham flyttet om på siden og så ringede vi til 1-1-2. Inden ambulancen ankom, var der en mand, som var uddannet inden for beredskabet, der med beundringsværdig autoritet og ro overtog situationen. Ambulancen ankom, og vi hørte aldrig mere – men ambulancepersonalet var fortrøstningsfulde.


Finn Rønne

Jeg er gift med Oddrun, som kommer fra Norge, og vi har tre drenge på 13, 14, og 15 år. Hele familien – undtagen jeg – er født i Etiopien. Jeg har til gengæld været der rigtig mange gange. Vi bor i Rønne, hvorfra jeg pendler til mit arbejde på Dansk Bibel-Institut. Her underviser jeg kommende præster og missionærer i kirkehistorie, især i Ikke-vestlig kirkehistorie.

Jeg har aldrig hørt nogen råbe ”er der en læge til stede.” Men jeg gjorde det selv, da jeg under et ophold i Etiopien fik tyfus og var ved at dø af det. Jeg fik sygdommen ude i bushen, men nåede heldigvis tilbage til hovedstaden, inden den brød ud, så jeg kunne få den nødvendige behandling.


Christian Maymann

Jeg er teolog og har arbejdet som bibelskolelærer på LMH de sidste 15 år. Jeg bor i Hillerød sammen med min kone, vores datter, og familiens yngste – en hund der blev født i februar.
En morgen hvor jeg cyklede til studiet, skete der et eller andet med mit forhjul. Jeg fløj ud over cykelstyret og smadrede hovedet mod asfalten. Der var ikke en læge til stede, men heldigvis kom der en fra studiet cyklende lige bagefter, som kunne få fat i en ambulance, der kørte mig til hospitalet, hvor lægen var til stede.